Nu lyser løv i lunde Dgrønt ligger Danmarks land. Imellem blanke sunde, et skjold med sølverrand. Frugtblomsters hvide pletter det rige, grønne felt, mens højt de lyse nætter slår ud sit sommertelt.
Nu løses fugletunger af vinterdødens band, et solskinskor de sjunger i skovens frie land; – de kalder os, de stemmer, ud fra vor hverdagsbur, fjernt fra dets fangetremmer at finde dig, natur!
Den frihed, som vi savner bag byens mur og tag, på åben mark vi favner en solglad junidag; så skære er dens kinder som æbleblomstens blad, og om dens hår sig vinder dugdråbers perlerad.
Du lyse, friske sommer- Vor friheds unge brud, fra støv og støj vi kommer til fred og stilhed ud. Vort liv til lyst du vende på dagens solskinsfelt, og over os du spænde de lyse nætters telt!
|